Historien kort fortalt...
Foreningen Nydansker blev stiftet den 29. maj 1998. Bag stiftelsen af foreningen stod en række personalechefer og erhvervspersoner, som havde et fælles ønske om at påvirke samfundsdebatten, danskernes og nydanskernes holdninger samt den gensidige tolerance i positiv retning. Målet var at tilvejebringe et bedre klima på arbejdsmarkedet og dermed forbedre virksomhedernes muligheder for med succes at ansætte og integrere kvalificerede nydanskere på alle arbejdsmarkedets niveauer - på lige fod med danske ansøgere.
Holdningen bag var, at reel integration i samfundet bedst kan opnås via tilknytning til arbejdsmarkedet og via det gensidigt afklarende møde på arbejdspladsen.
I dag virker ideen ikke særlig original, men det var den faktisk på daværende tidspunkt. Det var en meget tom arena foreningen entrede. Ideen var at forme en medlemsorganisation for private og offentlige virksomheder, som gennem et begrænset kontingent hurtigt kunne erhverve sig indblik i ny viden og andres erfaringer.
Det ville sætte medlemmerne i stand til at drage positiv nytte af andres viden og erfaringer om ansættelse af nydanskere, således at medlemmerne kunne basere deres egen organisationsudvikling på aktuel og relevant viden.
Foreningens opgave var desuden at tilvejebringe de rette vilkår for processen og ikke mindst sende et klart signal til det danske samfund om erhvervslivets syn på, tolerance af og respekt for de nye danskere.
Udgangspunktet for denne indsats var ikke kun en etisk og moralsk manifestation og en understregning af, at erhvervslivet gerne tager et ansvar. Det var også en nøgtern analyse af rekrutteringsvilkårene i den nære fremtid og de udviklingskrav, som international konkurrence og samarbejde vil stille til dansk erhvervsliv - heriblandt at påtage sig rollen som aktør i udviklingen af samfundet. Med andre ord - Indsatsen var også et udtryk for en langsigtet tilpasning til de kommende rekrutteringsudfordringer.
Foreningen skulle derudover være fri af partipolitiske interesser og sikre sin uafhængighed ved at være selvfinansierende - ikke af forfængelighedsårsager, men fordi sagen og holdningerne ikke har nogen politisk farve og burde være presserende nok til at kunne sejle for egen økonomisk kraft.
Det var visionerne dengang, og det er det stadig. Målet er langtfra nået, men udviklingen bevæger sig i retning af foreningens visioner, og flere og flere deler efterhånden synspunkter med Foreningen Nydansker.
|