Det lader til at du bruger en ældre version af Internet Explorer. Foreningen Nydanskers hjemmeside kan derfor ikke vises optimalt. For at se hjemmesiden anbefaler vi at du opgradere din Internet Explorer.
Klik her for at gå til Microsoft's hjemmeside og hent den nyeste Internet Explorer

Vi beklager ulejligheden.

Med venlig hilsen, Foreningen Nydansker

Expats og danskere vil gerne være venner

Dét bekræftes endnu engang i et netop afsluttet projekt, der i de seneste tre år har arbejdet på at skabe internationale venskaber mellem danskere og arbejdskraftindvandrere.

I den afsluttende evaluering af det satspuljefinansierede projekt Letsmeetin.dk svarer 75 % af de adspurgte expats, at de anser netværk og sociale venskaber med danskere som vigtigt for deres ønske om at blive i Danmark. Dette er i tråd med resultaterne fra tidligere undersøgelser, der har vist, at netop social isolation og manglende sociale netværk med danskere betyder, at expats og deres familier forlader Danmark igen efter et kortere ophold. Herved går Danmark glip af et stort talentpotentiale, som dansk erhvervsliv har brug for til at styrke den globale konkurrenceevne og innovativkraft, hvilket vores fremtidige vækst og velfærd bygger på.

Lad os mødes i Danmark!

Denne tendens har Foreningen Nydansker forsøgt at ændre på. Gennem den sociale platform Letsmeetin.dk på internettet samt ved lokale Expat Dinners i hele landet har Foreningen Nydansker i samarbejde med Expat in Denmark og Projekt Newcomer etableret rammerne for, at expats og danskere kan mødes.

Og det er efterspurgt. Knap 400 danskere og expats har oprettet en profil på matchningsportalen, og til rækken af Expat Dinners har der været omkring 1500 deltagere.

"For mig begynder integrationen med mødet mellem to mennesker, og derfor er det vigtigt bare at kaste sig ud i det

Søren, deltager ved Expat Dinner 3. marts 2011

To af deltagerne ved Expat Dinner på Frederiksberg bibliotek den 3. marts 2011 var Matthew fra Australien og Søren fra Danmark, som faldt i snak under middagen og har været venner siden.

På jagt efter et socialt netværk

Matthew og hans kone Helene ankom til Købehavn en bidende kold decemberdag i 2010, da Matt havde fået en tre-årig ansættelse som diplomat på den australske ambassade i København. De første måneder i København brugte Helene og Matt på at ’lande’ og prøve at gennemskue, hvad man foretager sig som et ungt par i København.

Da de nåede frem til marts var de klar til at møde nogle danskere og engagere sig mere aktivt i det danske samfund. Noget, der endnu ikke var lykkes dem på egen hånd. Via netværket Expat In Denmark hørte de om Expat Dinner og besluttede at tage med. ”I have to be totally honest. We were determined to meet some Danish friends”, fortæller Matt. Og det lykkedes. Over det overdådige sammenskudsgilde og en fælles interesse for elektronik faldt Matt i snak med Søren, som er læge i København.

Søren og Matthew drikker kaffe på Risteriet i indre København

I dag ses Matt og Helene med Søren og hans kæreste Trine ca. hver 14 dag. De går ud og spiser, går til dokumentarfilmfestival, og Matt og Helene har endda været med til påskefrokost hos Trines familie i Horsens. ”We are introduced to restaurants and places in Copenhagen, that we wouldn’t have known existed if it wasn’t for Trine and Søren”, fortæller Matt.

For expats og deres familier kan kontakten til danskere netop være en uundværlig indgang til at skabe en god og aktiv hverdag i Danmark, og for danskerne er mødet med de udenlandske arbejdstagere og deres familier en alle tiders mulighed for at udvide horisonten og lære nye mennesker og kulturer at kende, hvilket både Søren og Matt kan tilslutte sig.

Just do it

Projektleder for Letsmeetin.dk Lotte Holck fortæller, at Expat Dinners gør op med myten om, at danskere er et meget lukket folk. Danskerne stiller gerne op, er nysgerrige og imødekommende – hvis vi bare giver dem en anledning for at mødes med udlændige. ”Jeg er overrasket over, hvor nemt det var”, fortæller Søren om sit første møde med Matt, og fortsætter:”Mange danskere giver det ikke et forsøg. Men for mig begynder integrationen med mødet mellem to mennesker, og derfor er det vigtigt bare at kaste sig ud i det”.

Once you crack the ice, Danes are the best friends you can have”.

Matt, diplomat på den australske ambassade

Matt reflekterer over mødet med Danmark og danskerne fra sit perspektiv som expat. Han mener heller ikke, at danskerne er lukkede og uinteresserede, man skal bare ’break the ice’. Det kan tage noget tid, men med tålmodighed og en proaktiv indsats skal det nok lykkes for expats at møde danskere, forklarer Matt: ”Once you crack the ice, Danes are the best friends you can have”.

De to par ses stadig, og Matt og Helene har ingen planer om at forlade Danmark, før de tre år er gået, selvom Helene - her et år senere - stadig ikke har fundet et job, hvor hun kan bruge sine seks års kommunikationserfaring.

 

Læs mere om Letsmeetin.dk og Expat Dinners.


FORENINGEN TIL INTEGRATION AF

NYDANSKERE PÅ ARBEJDSMARKEDET

Sankt Peders Stræde 28C, 4. sal.

1453 København K.