RING ELLER SKRIV, HVIS DU HAR IDEER TIL ET PROJEKT ELLER SAMARBEJDE. TLF. 3393 4383. INFO@FORENINGEN-NYDANSKER.DK
Lokalt virksomhedsengagement hjælper udsatte unge videre
I 2011 har Foreningen Nydansker samarbejdet med mere end 30 virksomheder og lokale hotspotindsatser om at støtte unge i udsatte boligområder. Kvickly i Brøndby Øster er en af de lokale virksomheder, der har ydet en særlig indsats - en indsats, som netop er blevet belønnet med Social- og Integrationsministeriets Integrationspris 2011.

I projektet, Hotspot-CSR, er der fokus på, hvordan socialt engagerede og ansvarlige virksomheder kan gøre en lokal og konkret indsats for de udsatte unge, der bevæger sig på kanten af uddannelses- og arbejdsmarkedet. Virksomhederne har bidraget på mange forskellige måder. Nogle har etableret fritidsjob, praktikker og afklaringsforløb, andre har deltaget i netværks- og erhvervsmentorordninger, og endelig har nogle bidraget til sociale naboskabsaktiviteter og bl.a. arrangeret fiske- og jagtture for de unge.
Det lokale engagement er en drivkraft
Fra såvel direktionsgangen som produktionshallen og butikslokalet har der være et genuint ønske fra virksomhederne om at give noget tilbage til lokalsamfundet og hjælpe de unge videre i uddannelsesforløb eller arbejdsliv. Som Stefan Rosenlund Nielsen, partner i it-firmaet Zitcom i Skanderborg, også udtaler i forbindelse med sin rolle som mentor for en af de unge: ”Projektet giver mig en mulighed for at give noget igen til Skanderborg, og så endda til en ung fra det boligområde, som vi i Zitcom er nabo til”.
Indsatsen var en integrationspris værdig
Flere af de deltagende virksomheder har ydet en ekstraordinær stor indsats. I Kvickly, Brøndby Øster har man været parat til at give unge med en plet på straffeattesten en ny chance. ”Jeg synes ikke, man som 20-årig skal straffes for, at man som 16-årig dummede sig og nappede en knallert. Det handler om at give den unge en ny chance og en mulighed for at komme videre, hvis motivationen er der” forklarer souschef Jørgen Engel som en af grundende til Kvickly, Brøndby Østers engagement i projektet. I oktober 2011 kunne Kvicly, Brøndby Øster høste frugterne af deres flotte indsats, da de modtog årets Integrationspris i kategorien ’Årets virksomhed’.
Projektet Hotspot-CSR er finansieret af Satspuljemidler og har fundet sted i udsatte boligområder i tre af landets otte Hotspot-kommuner; Brøndby Øster i Brøndby, Munkebo og Skovparken i Kolding og Højvangen i Skanderborg. Foreningen Nydansker og Center for Bolig Social Udvikling har samarbejdet om indsatsen.
I januar 2012 udkommer en trin for trin guide til gennemførelsen af lokale CSR-indsatser. Guiden vil kunne findes på Foreningen Nydanskers hjemmeside.


