RING ELLER SKRIV, HVIS DU HAR IDEER TIL ET PROJEKT ELLER SAMARBEJDE. TLF. 3393 4383. INFO@FORENINGEN-NYDANSKER.DK
MIAPRISEN: Danmarksmesterskabet i mangfoldighed
Konkurrencen om MIAPRISEN 2012 er skudt i gang. Prisen går til virksomheder, der er bedst til at sikre ligebehandling og skabe resultater med mangfoldigheden på arbejdspladsen.

Hvordan får man mest ud af sine medarbejderes mangfoldighed? Det kan der være mange gode bud på, og nu får danske mangfoldige virksomheder igen muligheden for at vise deres indsatser og konkurrere med hinanden på, hvem der er bedst til ”Mangfoldighed i Arbejdslivet”.
Det sker, når Institut for Menneskerettigheder (IMR) for ottende gang udskriver den eftertragtede MIAPRIS. Prisen kan vindes af både offentlige og private og store og små virksom-heder. Men man skal kunne vise dommerpanelet, at man sikrer ligebehandling blandt sine ansatte og skaber resultater med mangfoldigheden.
Sådan indstiller du din virksomhed
Alle deltagende virksomheder skal udfylde et indstillingsskema og svare på spørgsmål om virksomhedens mangfoldighedsarbejde. Du kan møde op til inspirationseventet der afholdes i Vejle d. 25. januar. Læs mere om dette arrangemente og om indstilling af din virksomhed på prisens hjemmeside www.miapris.dk. Der er åbent for indstilling indtil d. 1. marts 2012.
Det kan du vinde
Alle virksomheder, der deltager i konkurrencen om MIAPRISEN, får tilbudt et besøg af én af Institut for Menneskerettigheders (IMR) eksperter, der kan hjælpe jer med at udfylde indstillingsskemaet og fortælle om vores mangfoldighedsarbejde. Alle deltagere får også deres indsatser grundigt vurderet af et professionelt dommerpanel og får feedback på indstillingen. Hvis man bliver nomineret, skal man deltage i selve prisoverrækkelsen, der finder sted den 14. juni til Folkemødet på Bornholm. Læs mere om prisoverrækkelsen på prisens hjemmeside. Både nominerede og vindere får ofte medieomtale, og begge bliver hædret under prisoverrækkelsen med diplomer og taler. Vinderne kan selvfølgelig også se frem til at modtage den smukke MIAPRIS-skulptur af billedhuggeren Vibeke Glarbo.


