Det lader til at du bruger en ældre version af Internet Explorer. Foreningen Nydanskers hjemmeside kan derfor ikke vises optimalt. For at se hjemmesiden anbefaler vi at du opgradere din Internet Explorer.
Klik her for at gå til Microsoft's hjemmeside og hent den nyeste Internet Explorer

Vi beklager ulejligheden.

Med venlig hilsen, Foreningen Nydansker

Nydanskere skaber vækst på eksportmarkeder

Danske virksomheder skal i højere grad gøre brug af nydanskeres eksportkompetencer, så dansk økonomi kan komme stærkere ind på de fjerne vækstmarkeder, der rækker ud over EU. Det var hovedbudskabet på Jobindex’ eksport- og vækstkonference, hvor den nye portal www.eksportjob.dk blev præsenteret.

Kaare Danielsen, direktør i Jobindex, indledte eksport- og vækstkonferencen den 21. august ved at præsentere portalen www.eksportjob.dk som eksportens nye datingsite. Sitet skal gøre det meget nemmere for virksomheder at finde relevante kandidater til eksportjob og for kandidater med specialviden om lande, kultur og sprog at finde eksportjob.

Nydanskeres kompetencer kan styrke eksporten

At eksport er vigtigt for at skabe vækst og beskæftigelse, og at netop udenlandske talenter er en vigtig ingrediens i en succesopskrift, blev understreget af Lars Thuesen, direktør for Eksportrådet:

”Hver 4. job i Danmark er afhængig af eksport, og vi afsætter for lidt på de nuværende markeder. Derfor eksporteres der til fjerne markeder, eksempelvis BRIK-landene, men lige nu er vi 9 milliarder bagud i forhold til vores nabolande på disse markeder. Det skal der rettes op på ved at ansætte flere udenlandske talenter med de rette kompetencer,” forklarede Lars Thuesen, direktør for Eksportrådet.

Onsdag den 21. august 2013 blev der afholdt eksport- og vækstkonference med lancering af eksportjob.dk, der forbinder nydanskere og virksomheder.

Mangfoldighed er god forretning

Cathrine Kier, pressechef i Saxobank, leverede konkrete eksempler på, hvordan Saxobank laver deres egne regler for mangfoldighed. Kun 3 procent af omsætningen kommer fra det danske marked, og Saxobanks ansatte repræsenterer 25 forskellige nationaliteter, og derfor bliver forskellige holdninger og religioner i høj grad respekteret. Indiske retter bliver serveret i kantinen, når de efterspørges, og hvis man vil bede en bøn i arbejdstiden, er der ingen, der ser skævt til det.

”Det kan føles mærkeligt for danske medarbejdere at skulle tale sammen på engelsk for at inkludere alle i samtalen, men holdningen er, at det er en sund udfordring, at danskerne ikke altid er på hjemmebane. Og for os som virksomhed er det vigtigt at have medarbejdere, der kan tale med kunder på kundens eget sprog,” understregede Cathrine Kier og opfordrede virksomheder til at blive bedre til at opsøge nydanskere og fremover bruge Eksportjob.dk.

Effektiv ressource for små virksomheder

Daintel er et eksempel på en lille nichevirksomhed, som har klaret at komme ind på det brasilianske marked. Deres nicheprodukt med udvikling af informationssystemer til intensivafdelinger på hospitaler gør, at der er begrænsede muligheder for vækst i Danmark. Derfor er virksomheden nødsaget til at afsætte produkter i udlandet, hvis virksomheden skal vokse.

Det er lykkedes med freelance-rådgivning fra Gustavo Ferraz de Luna, som er brasiliansk-født nydansker.

”Gustavo har bidraget med viden og netværk på markedet, som har givet Daintel hurtigere adgang til et lokalt netværk samt større troværdighed hos kunderne”, forklarer Troels Bierman Mortensen, COO i Daintel.

Alt i alt har det resulteret i langt lavere omkostninger end at udstationere en dansk fuldtidsrådgiver i Brasilien. I dag er Gustavo ansat som fuldtidsrådgiver, og 40 procent af Daintels medarbejdere er nydanskere med henblik på at ruste virksomheden til at ekspandere til Norge, Sverige, Tyskland og Schweiz. Kontakten til Gustavo skete tilfældigt i en elevator, men med den nye eksportjobportal er der etableret nemmere adgang til at skabe flere værdifulde kontakter.

Ny undersøgelse fra Foreningen Nydansker

Torben Møller-Hansen, direktør i Foreningen Nydansker, fremlagde en ny rapport, foreningen netop har udarbejdet om mangfoldighed i eksportvirksomheder. Rapporten bygger på en undersøgelse blandt de 50 danske virksomheder med eksportaktiviteter, som blev udvalgt som semifinalister til Eksportkanon 2013 af Ugebladet Mandag Morgen. Læs hele rapporten her.

Resultaterne viser blandt andet, at eksportvirksomhederne oplever stor værdi af at have nydanskere ansat i eksportstillinger, men at der er for få nydanskere ansat i eksportafdelingerne. Det skyldes blandt andet barrierer i form af forskelle i arbejdskultur, manglende socialt netværk, jobmangel hos ægtefællen eller sprogbarrierer. En målrettet rekrutteringsstrategi bør derfor implementeres for at få fat på de rette internationale talenter, der kan styrke eksporten til vækstlandene. 

Torben Møller-Hansen og Mette Boel, fra Etnisk Erhvervsfremme, rundede konferencen af med et tilbud om gratis ’ægteskabsrådgivning’ til eksportinteresserede virksomheder, der har behov for vejledning om, hvordan de bedst kan komme i gang med en mangfoldighedsindsats for at styrke deres eksportstrategi.

FORENINGEN TIL INTEGRATION AF

NYDANSKERE PÅ ARBEJDSMARKEDET

Sankt Peders Stræde 28C, 4. sal.

1453 København K.