Det lader til at du bruger en ældre version af Internet Explorer. Foreningen Nydanskers hjemmeside kan derfor ikke vises optimalt. For at se hjemmesiden anbefaler vi at du opgradere din Internet Explorer.
Klik her for at gå til Microsoft's hjemmeside og hent den nyeste Internet Explorer

Vi beklager ulejligheden.

Med venlig hilsen, Foreningen Nydansker

Arbejdsløse unge får hjælp fra frivillige erhvervsledere i landets kommuner

Selvtillid, netværk og motivation er nøgleordene, når unge arbejdsløse slår ind på jobjagt med frivillige erhvervsmentorer, og resultaterne giver flere kommuner mod på ideen.

Den frivillige mentorordning ’Bryd Unges Ledighed Nu’, der er rettet mod unge arbejdsløse, skaber lige nu gode resultater i hver femte danske kommune. Og ideen breder sig hastigt. Det fortæller Lars Trap Olsen, sekretariatsleder i Foreningen Nydansker, der har iværksat projektet. I alt er der indgået samarbejde med 22 kommuner, hvor frivillige erhvervsledere bliver koblet med arbejdsløse unge.

I videoklippet her kan du møde en af de unge, for hvem det er blevet et vendepunkt at få en mentor (klik på billedet):

 

Claus Baadsgaard, som har været arbejdsløs i 14 måneder, er en af de unge, der er kommet med i ’Bryd Unges Ledighed Nu’. En skade i armen under tømreruddannelsen kostede ham en sygemelding og dermed også lærepladsen. Siden har han kæmpet en hård kamp for at komme tilbage og finde en lærerplads.

Claus får nu hjælp af en mentor, der skal hjælpe ham med at nå målet. Det er Christoffer Gade, som er administrerende direktør i egen virksomhed og selv udlært tømrer. Han har meldt sig som frivillig mentor for selv at være med til at gøre en forskel.

”Jeg synes, det generelle i forhold til at være ledig og selve ansøgningen, det handler om at være forberedt. Hvem er det, man skriver til, og hvorfor er det man skriver – hvad er det man vil frem til?,” fortæller Christoffer, der sammen med Claus har fokus på at nå frem til målet om en læreplads.

”Han kan fortælle, hvor døren er, og han kan åbne døren for mig. Men at gå ind af døren og give tømrermesteren hånden, det er mig selv, der skal det. Han kan guide mig, men afslutte det skal jeg selv gøre. Jeg har virkelig fået, hvad jeg vil kalde et dunk i nakken,” siger Claus om det at have fået en mentor.

Gode effekter af ordningen

Og ordningen er faktisk lidt af en succes. Ifølge en intern undersøgelse kommer 71% af de ledige med en mentor videre i praktik, job eller uddannelse, og en ekstern undersøgelse fra LG Insight viser, at 9 ud af 10 fortsat er i gang et år senere.

”Det her er nogle unge mennesker, der normalt ville ende nederst i bunken med ansøgere. De er nødt til at komme ind ad bagdøren for at få en chance”, siger Lars Trap Olsen.

Nøglen til de gode resultater er ledernes netværk og den motivation, det skaber, at alle deltager frivilligt.

”Det er frivilligt, så vi får nogle unge, der i forvejen har en motivation, og de bliver mødt af erhvervsledere, der har et godt kendskab til branchen, et godt netværk, og som hjælper, fordi de gerne vil gøre en forskel”, siger Lars Trap Olsen. Han forventer, at projektet inden årets udgang arbejder sammen med mere end 30 kommuner.

Samtidig har Foreningen Nydansker held med at engagere mange erhvervsledere, der ikke plejer at samarbejde med kommunen, fortæller Lars Trap Olsen. 80 procent af mentorerne har ikke tidligere bidraget til kommunens aktiveringsindsats.

”Det har stor betydning, at de ikke skal garantere praktikpladser, og at det ikke er kommunen, der tager kontakt til dem”, siger han.

FORENINGEN TIL INTEGRATION AF

NYDANSKERE PÅ ARBEJDSMARKEDET

Sankt Peders Stræde 28C, 4. sal.

1453 København K.