Det lader til at du bruger en ældre version af Internet Explorer. Foreningen Nydanskers hjemmeside kan derfor ikke vises optimalt. For at se hjemmesiden anbefaler vi at du opgradere din Internet Explorer.
Klik her for at gå til Microsoft's hjemmeside og hent den nyeste Internet Explorer

Vi beklager ulejligheden.

Med venlig hilsen, Foreningen Nydansker

Nyt mentortilbud til unge kvinder

Alt for mange unge piger kæmper med psykisk sårbarhed, ensomhed og isolation. Det vil et nyt initiativ under navnet ’Pift’ være med til at lave om på. KVINFO og Foreningen Nydansker vil i et samarbejde tilbyde mentorer til unge piger, som har svært ved at mestre livet, og som ofte oplever, at de er blevet socialt og samfundsmæssigt afkoblet.

Behov for fokus på ”de usynlige piger”

Baggrunden for initiativet er, at Danmark i mange år har overset en stor gruppe af sårbare og ensomme piger. Fordi de passer deres skole og ikke laver ballade, bliver de overset. De viser ikke tegn på mistrivsel, men vender symptomerne indad, og de har ikke nødvendigvis en adfærd, der tiltrækker opmærksomhed eller giver problemer for andre.

Men en rapport fra SFI om børn og unges trivsel dokumenterede sidste år problemer hos "de usynlige piger", som ’Pift’ er rettet mod:

  • Blandt de 19-årige piger er der 21 %, der tilkendegiver, at de har haft en psykisk lidelse
  • Hver femte (knap 20 %) af de adspurgte piger har overvejet at tage deres eget liv. Hos piger med etnisk minoritetsbaggrund er det tal oppe på 31 %.
  • Konsekvenserne spænder fra tab af liv, ensomhed og isolation til spild af uddannelse og fremtid på arbejdsmarkedet. 
  • Problemet er stigende

Nydanske piger oplever kultursammenstød

’Pift’ er et tilbud for alle, men ønsker samtidig at adressere nogle af de problemer, som er specielle for piger med anden etnisk baggrund end dansk. Det gælder for eksempel høje forventninger til uddannelse eller social kontrol i forhold til at opnå et selvstændigt socialt liv. Målet er at støtte pigerne i at realisere deres ønsker og muligheder i forhold til at opnå et sammenhængende socialt liv med uddannelse, arbejde og foreningsdeltagelse. 

"Mange unge piger og kvinder oplever kultursammenstødet mellem deres rødder og det danske samfund meget voldsomt. Det hæmmer dem og betyder, at vi som samfund ikke får udnyttet det potentiale, de dygtige piger har. Det vil vi i samarbejde med Foreningen Nydansker gerne lave om på,” siger Nina Groes, direktør for KVINFO

Mentorer skal hjælpe de unge godt på vej

Der er tale om et toårigt pilotforløb, der vil køre i Furesø, Gribskov, Hillerød, Høje-Taastrup, Lejre og Roskilde Kommune. Koblingen til frivillige mentorer skal bidrage til, at pigerne opnår et bedre hverdagsliv med øget tilknytning til uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og foreningslivet.

"Vores erfaring er, at frivillige mentorforløb er en vellykket metode til at hjælpe udsatte unge på rette vej. Den frivillige relation, med en der kommer udefra, kan være med til at rykke de unge i positiv retning. Vi klæder mentorerne på til opgaven, så de er rustet til at understøtte pigerne i at få en bedre hverdag. Og det er her, mentorernes motivation ligger: At gøre en forskel for et andet menneske,” siger Ditte Lundqvist Wagner, projektkonsulent i Foreningen Nydansker.

Mentorerne skal blandt andet hjælpe de unge kvinder med:

  • Uddannelsesvalg/støtte og afklaring
  • Jobsøgning og praktikplads
  • Udfordringer i forhold til at føle sig alene eller anderledes
  • Støtte i forhold til at etablere et større socialt netværk
  • Støtte i forhold til udfordringer med manglende motivation
  • Fortrolige samtaler omkring det de unge kvinder synes er svært

I øjeblikket er fokus rettet mod at rekruttere et korps på cirka 100 frivillige mentorer, der har de personlige, faglige og tidsmæssige ressourcer, der skal til for at hjælpe de udsatte piger videre i deres liv. Gennem pilotforløbet skal der udvikles en prototype for den frivillige mentorindsats, som kan forankres i den enkelte kommune som supplement til de eksisterende sociale og beskæftigelsesrettede indsatser over for såkaldte ’uddannelsesparate’ og ’aktivitetsparate’ unge.

Projektet "De usynlige piger" har modtaget støtte fra VELUX FONDEN på 2 mio. kroner. Arbejdet i "De usynlige piger" bygger blandt andet videre på de erfaringer og den kompetence, KVINFO i en årrække har opbygget i Mentornetværket, der er finansieret via Finansloven, og Foreningen Nydanskers mangeårige erfaring med succesfulde mentorprojekter.

For flere oplysninger, kontakt gerne Ditte Lundqvist Wagner, projektkonsulent i Foreningen Nydansker: 3338 6212, mail: dlw@foreningen-nydansker.dk

FORENINGEN TIL INTEGRATION AF

NYDANSKERE PÅ ARBEJDSMARKEDET

Sankt Peders Stræde 28C, 4. sal.

1453 København K.