Det lader til at du bruger en ældre version af Internet Explorer. Foreningen Nydanskers hjemmeside kan derfor ikke vises optimalt. For at se hjemmesiden anbefaler vi at du opgradere din Internet Explorer.
Klik her for at gå til Microsoft's hjemmeside og hent den nyeste Internet Explorer

Vi beklager ulejligheden.

Med venlig hilsen, Foreningen Nydansker

Tilbud om mentorkursus for virksomheder

Mange virksomheder gør en stor indsats for integrationen ved at tage imod nydanske virksomhedspraktikanter og give dem erfaringer med det danske arbejdsmarked. Hvis arbejdspladsen er klædt godt på til opgaven, får alle parter mest muligt ud af praktikken. Foreningen Nydansker tilbyder derfor mentorkurser for både ledere og medarbejdere.

Når arbejdsgivere tager imod virksomhedspraktikanter er det vigtigt, at der starter en positiv dialog mellem arbejdsgiver og praktikant. Især når det drejer sig om langtidsledige integrationsborgere, som har begrænsede erfaringer med arbejdsmarkedet og dårlig selvtillid, er det vigtigt at møde dem med åbenhed og anerkendelse, siger seniorkonsulent i Foreningen Nydansker, Susie Skov Nørregård:

”Når man som arbejdsplads skal modtage en ny medarbejder, der ikke har erfaring fra det danske arbejdsmarked, og som kommer med en anden kulturel bagage og måske et begrænset dansk, er det vigtigt, at man er rustet til at håndtere værtsopgaven. En god modtagelse og nogle enkle greb til kommunikation og samarbejde kan lette opstarten og vejen til et godt samarbejde mellem den nye og de gamle medarbejdere.”  

Praktikværter er bedre rustet med mentorkursus

I projektet ”Integrationspålæg” samarbejder Foreningen Nydansker med Integrationsnet, en del af Dansk Flygtningehjælp, om at hjælpe netop langtidsledige borgere med minoritetsbaggrund ind på arbejdsmarkedet gennem kurser og praktikforløb. I den forbindelse tilbyder Foreningen Nydansker et mentorkursus til de arbejdspladser, hvor borgerne er i virksomhedspraktik. Og det har flere steder vist sig at være en rigtig god ide:

”Lige efter kurset har vi fået en ny praktikant, og jeg synes jeg var bedre rustet til at tage imod hende og generelt er blevet mere åben for at tage en dialog med nye fremmede, om jeg så må sige,” fortæller Lene G. Skytte, køkkenmedarbejder på Bispebjerghjemmet, om udbyttet af et mentorkursus.

Medarbejderne fra Bispebjerghjemmet peger også på, at kurset har været med til at give dem en bedre forståelse for praktikanterne og deres individuelle situation. Det har betydet, at de har ændret praksis og er bedre forberedt på at modtage praktikanterne.

”Det er altafgørende, at arbejdspladsen ved, hvad vedkommende skal lave når de ankommer, så det har vi øvet os i samt lagt en ordentlig plan for forløbet,” siger Lene G. Skytte.

Videnshuller bliver fyldt ud på mentorkursus

Blandt kursisterne var der bred enighed om, at de har savnet viden om praktikanterne og baggrunden for praktikken. De efterlyser kompetencer til at modtage den enkelte praktikant og håndtere forskelligheden.

Netop de områder er fokus for mentorkurset, der ud over at beskrive målgruppen, også giver input til, hvordan man som mentor, kollega eller leder kan støtte praktikanten, så vedkommende trives på arbejdspladsen og indgår i fællesskabet. Det handler blandt andet om at fokusere på det positive, tage små skridt og skabe en åben dialog med plads til alle de spørgsmål, praktikanten måtte have.

At et kursus, med fokus på konkrete værktøjer og kommunikationsstrategier, kan være inspirerende kom bag på nogle af deltagerne:

”Jeg blev positivt overrasket. Oplægsholderen var super god til at levere input og informerede og lærte fra sig på en god og energisk måde,” udtaler Kim H. Nielsen fra Louisehjemmet.

Et par af de øvrige deltagere, Lene G. Skytte og hendes kollega, Rasmus Christoffer, udtrykker samme positive oplevelse:

”Det var et godt kursus, hvor vi fik stof til eftertanke med hjem.”

Tilbud om deltagelse på mentorkursus den 11. februar 2016

Der afholdes et nyt mentorkursus torsdag den 11. februar 2016 i København. Kurset udbydes til alle virksomheder, der modtager virksomhedspraktikanter i forbindelse med projektet ’Integrationspålæg. Andre virksomheder med virksomhedspraktikanter i samme målgruppe er dog også velkomne til at deltage.

Kurset koster 995 kr. for ikke-medlemmer og 495 kr. for medlemmer + moms. Det er gratis for virksomheder, der medvirker i Integrationspålæg.

Er din arbejdsplads interesseret i at deltage i et mentorkursus, der giver medarbejdere og ledere kompetencer til at starte værdiskabende praktikforløb, så kontakt gerne Susie Skov Nørregård på tlf. 2622 0528 eller sus@foreningen-nydansker.dk

FORENINGEN TIL INTEGRATION AF

NYDANSKERE PÅ ARBEJDSMARKEDET

Sankt Peders Stræde 28C, 4. sal.

1453 København K.