Det lader til at du bruger en ældre version af Internet Explorer. Foreningen Nydanskers hjemmeside kan derfor ikke vises optimalt. For at se hjemmesiden anbefaler vi at du opgradere din Internet Explorer.
Klik her for at gå til Microsoft's hjemmeside og hent den nyeste Internet Explorer

Vi beklager ulejligheden.

Med venlig hilsen, Foreningen Nydansker

Tuborgfondet udbreder succesfuld erhvervslederordning for udsatte unge

Når erhvervsledere frivilligt stiller op som mentorer for ledige unge, skaber det resultater. Erhvervsmentorer fra Foreningen Nydanskers mentorindsats Bryd Unges Ledighed NU! deler ud af branchekendskab og netværk, og det får størstedelen af de unge i job eller uddannelse. 15 nye kommuner skal nu med på vognen.

En donation fra Tuborgfondet har sat skub i udbredelsen af den succesfulde mentorordning ’Bryd Unges Ledighed NU!’, så antallet af samarbejdskommuner bliver fordoblet. 15 kommuner er allerede en del af ordningen, og målet er, at 30 kommuner i 2019 har implementeret den effektive mentormodel som en del af deres ungeindsats.

”Vi har udviklet en model, der virker, og det synes vi, alle kommuner skal have glæde af fremover. Tuborgfondets støtte er derfor med til at gøre en kæmpe forskel for unge i Danmark,” siger Torben Møller-Hansen, direktør i Foreningen Nydansker.

Otte ud af ti unge fastholdes i beskæftigelse
Undersøgelser har vist, at 71% af de unge, der indgår i mentorordningen, er videre i job, uddannelse eller praktik, fire måneder efter mentorforløbet er afsluttet. Og at 80-90% af de unge, der kommer videre i beskæftigelse efter deltagelse i mentorforløb, er i samme beskæftigelse, 1-3 år efter de har mødtes med deres mentor.

”Resultaterne er opsigtsvækkende, idet vores målgruppe af 15-30-årige unge typisk har gået ledige i længere perioder. Men det virker altså, når de møder en voksen, der giver sig tid til den unge og desuden har ressourcerne og netværket til at hjælpe den unge fra ledighed og ud på arbejdsmarkedet,” siger Trine Bruun Mathiasen, der til daglig koordinerer den landsdækkende indsats.

Tuborgfondet sikrer udbredelse af mentorsucces
Med en udbredelse til 30 kommuner og deltagelse af et kæmpestort antal frivillige erhvervsledere fra lokale virksomheder, kan indsatsen ende som Danmarks største CSR-initiativ.

Direktør i Tuborgfondet, Anne-Marie Skov, har store forventninger til 2016, hvor de første fire nye kommuner skal implementere mentormodellen:           

”Erhvervsmentorkorpset er et rigtig godt eksempel på, at frivillige kan bidrage til at løse en stor samfundsmæssig udfordring, og vi ser frem til at se resultaterne af næste fase,” siger Anne-Marie Skov. 

Fakta om bryd unges ledighed nu!

  • Bryd Unges Ledighed NU! drives under Foreningen Nydansker                                                                                                  
  • Indtil nu er over 800 unge blevet henvist til mentorordningen.
  • Mentorparret mødes minimum 3 timer om måneden i 3 måneder for at sparre om job, uddannelse og netværk.
  • Mentorordningen egner sig specielt godt til uddannelsesparate og jobparate unge i alderen 15-30 år. De unge kan enten være på udkig efter en uddannelse, fritidsjob, læreplads/praktikplads eller fultidsjob
  • Indsatsen har vakt stor interesse fra både lokale og landsdækkende virksomheder, som løbende har bidraget med frivilligt mentorskab til de unge. I dag deltager over 400 virksomheder i indsatsen.
  • Bryd Unges Ledighed NU! samarbejder lige nu med følgende kommuner: Albertslund, Brøndby, Furesø, Gribskov, Hillerød, Høje-Taastrup, Køge, Lejre, Ringsted, Roskilde, Rødovre, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Haderslev og Aarhus.

Læs mere på www.erhvervsmentor.dk

FORENINGEN TIL INTEGRATION AF

NYDANSKERE PÅ ARBEJDSMARKEDET

Sankt Peders Stræde 28C, 4. sal.

1453 København K.