RING ELLER SKRIV, HVIS DU HAR IDEER TIL ET PROJEKT ELLER SAMARBEJDE. TLF. 3393 4383. INFO@FORENINGEN-NYDANSKER.DK
Dansk arbejdspladskultur
I Horsens har medarbejderne hos Danish Crown en pauseløsning, hvor de på stafetlignende vis giver hinanden pauser. ”Vi er temmelig firkantede med at overholde pauserne. Hvis en bliver for længe til pause, så ”stjæler” han fra den næste. Og det er ilde set. Det er simpelthen en uskreven regel,” fortæller Frank Vestergaard, som arbejder ved en af Danish Crowns slagterlinjer.

Det ”man plejer” at gøre
Det er langt fra altid, at det usagte eller usynlige i dansk arbejdspladskultur – det ”man plejer” at gøre på arbejdspladsen – bliver videregivet til nyansatte. Som ny medarbejder skal man derfor ofte selv lære både de nye arbejdsopgaver, og hvordan tingene fungerer. Det kan være, hvem der sidder hvor i frokoststuen. Hvordan kommandovejen fungerer. Hvem man kan spørge, hvis man er i tvivl osv.
Har man samtidig svært ved at forstå sproget, når det går stærkt eller ikke har fået en ordentlig introduktion, så bliver det let at jokke i spinaten og begå fejl. Måske gøres tingene på en helt anden måde på den danske arbejdsplads, end den nydanske medarbejder har været vant til i en anden kultur. Det kan føre til en dårlig start på arbejdspladsen, som hverken er til gavn for den nye medarbejder eller arbejdspladsen.
Kommunikation er nøgleordet for at løse opgaven. Alle på arbejdspladsen skal føle, at der bliver talt til dem, og at arbejdspladskulturen er rummelig
Human Shojaee, Senior Adviser v. Foreningen Nydansker
How to do it
Men der er hjælp at hente i det nye magasin ”Made to succeed at work in Denmark” og på sitet www.dakuonline.dk. Her får du indblik i betydningen af at fortælle om arbejdspladskulturen på stedet, men også konkrete input - ”How to do it”. Eksempelvis indeholder magasinet en tjekliste, der peger på en række vigtige opmærksomhedspunkter. Under hvert punkt er der eksempler, værktøjer og tips til, hvordan man konkret griber arbejdet an i sin virksomhed.
Tjekliste
Som leder eller kollega på arbejdspladsen kan du med fordel...
- introducere den nye medarbejder til de synlige og usynlige regler i arbejdspladskulturen
- være en synlig leder
- guide den nye medarbejder i forhold til samarbejde og selvstændighed
- få den nye medarbejder med i hyggekulturen
- understrege, at sproget dansk er en vigtig del af kulturen
- kommunikere tydeligt om ligestilling
- Få tjeklisten med værktøjer og eksempler fra virksomheder
Følgende virksomheder har deltaget i projektet:
- Danish Crown
- DSB
- Ida Service
- Plejehjem Lillevang
- Plejehjem Ørbygård
- Scandic Hotel
- Voksentandplejen i København


