Foreningen til integration af nydanskere på arbejdsmarkedet

søgetips!

Erfa-kredse

- Erfaringsudveksling og vidensdeling fra virksomhed til virksomhed
 

Et er teori, noget andet er praksis. Derfor er en af foreningens kerneydelser til medlemmerne muligheden for at deltage i erfaringskredse. Her kan man diskutere relevante problemstillinger med ligesindede, hente inspiration og detaljeret viden og afprøve nye ideer og tiltag.

 

Det er medlemmerne af de enkelte erfa-kredse som bestemmer, hvilke emner der skal sættes fokus på. Og det er Foreningen, der sørger for relevante oplægsholdere, afholdelse af møder og andre formalia. Flere af erfa-kredsene turnerer rundt blandt medlemmernes arbejdspladser, så det er muligt at lære hinandens hverdag at kende og danne netværk - også uden for mødernes regi.

 

"I erfa-kredsen er der nogle ressourcer, som jeg kan bruge, hvis jeg har et konkret problem, jeg skal have løst. Hvor finder jeg en sprogundervisning, der er pengene værd? Hvad gør jeg, hvis jeg eksempelvis har en kontorchef, som er modvillig? Hvis jeg har en topleder, som ikke har samme fokus på det her, hvordan tackler jeg så det? Hvordan kommer jeg ud af det her problem - rent konkret."

(citat fra evalueringen af foreningens medlemsservice fra offentligt ansat)

 

Foreningen har i øjeblikket to erfa-kredse:

 

Erfa-kredsen for kommunale jobkonsulenter og sagsbehandlere arbejder med at skaffe jobs til ledige nydanskere i de danske virksomheder. Temaerne er praksis- og redskabsorienterede. Eksempelvis har mentorordninger, brug af frivillige ressourcer og specifikke erfaringer fra de enkelte kommuner været på programmet.

 

Erfa-kredsen for personaleansvarlige har fokus på det interne aspekt, der handler om at åbne og geare arbejdspladsen til at være mangfoldig. Her er politikker, rekrutteringsprocedurer, kompetenceafklaring og holdningsbearbejdelse nogle af de temaer, der lægges vægt på.

 

"I modsætning til mange af de netværk jeg ellers har siddet i, hvor det egentlig bare var et spørgsmål om at sidde sammen, så er de her netværk koncentreret om et emne, som er i fokus. Det betyder, at de mennesker, der kommer, har noget at byde på. Det er ikke bare tom luft. Lad mig sige det på den måde, at dem der kommer, er ikke bare passive - de deltager."

(citat fra evalueringen af foreningens medlemsservice fra privat ansat)

 

Du kan kontakte Hanne Fuglbjerg eller Human Shojaee på telefon 33 93 43 83, hvis du ønsker at høre mere om erfa-kredsene.

 

Udover foreningens egne erfa-kredse findes der også de seks regionale netværk for virksomhedens sociale ansvar og Mangfoldighedsnetværket, som er et frivilligt organiseret netværk for virksomheder, interesseorganisationer og forskere.

(c)1998-2009
Foreningen Nydansker