Mangfoldighedsledelse
Mangfoldighedsledelse er omdrejningspunktet for hele Foreningen Nydanskers arbejde. Her kan du læse en kort introduktion til området. Nederst på siden
finder du en længere artikel fra Børsen, der er
udarbejdet af Foreningen Nydansker.
Mangfoldighedsledelse er en visionær ledelsesretning, der ser forretningsmæssige muligheder og rationaler i forskellighed. Mangfoldighedsledelse handler ikke kun om at rekruttere nydanskere eller at rekruttere mere mangfoldigt, det handler om at lede og geare virksomheden til forskellighed. Mangfoldighed som ledetråd inden for personalesammensætning, virksomhedsstrategi og markedsføring skaber en mere smidig og fleksibel forretningsførelse på det stadigt mere uforudsigelige marked.
Human Ressource Management tankegangen fra 80'erne har åbnet op for et ændret menneskesyn i virksomhederne - at det enkelte menneske og dermed den enkelte medarbejder har potentialer og kompetencer - som er en ressource for virksomheden. Medarbejderne bliver opfattet som bærere af virksomhedens værditilvækst. HRM-tankegangen er imidlertid udviklet på baggrund af forestillingen om en mere homogen arbejdsstyrke, og derfor har den ikke øjnet, hvordan man gearer kompetenceudvikling, rekruttering, værdifastsættelse, personalepolitik og så videre i forhold til en mere mangfoldig personalesammensætning. Mangfoldighedsledelse fra 90'erne er både en del af og en radikalisering af HRM-tanken fra 80'erne.
Virksomheder, der forstår at omstille sig til en mere mangfoldig omverden, hvad angår kunder, medarbejdere, aktionærer, markedsandele og så videre, er med til at sætte dagsordenen for de nye markedskrav. Her vil mangfoldighedsledelse være et offensivt tiltag til at skabe sig en virksomhedsplatform, hvorfra man kan gå i dialog med eksterne såvel som interne interessenter. Fremtidens konkurrenceparameter er at kunne geare virksomheden til forskellighed. Og de virksomheder, der hurtigt formår at omstille sig til forskellighed, høster de uudnyttede markedsandele på længere sigt.
Læs mere om mangfoldighedsledelse i Foreningen Nydanskers
artikel fra Børsen.
|