Søgning

Søg efter "Unge"

Mentorindsatsen 'Bryd unges ledighed NU!'

Mentorindsatsen 'Bryd unges ledighed NU!' hjælper udsatte unge fra 15 til 30 år med at blive afklaret i forhold til valg af uddannelse og/eller job.

Mentorerne er erhvervsledere og kan hjælpe de unge med ansøgninger og CV, med generel afklaring og de kan dele ud af deres viden om en specifik branche og deres netværk. Således får de unge støtte til, sammen med UU, sagsbehandlere og samarbejdspartnere, at identificere deres styrker og ønsker i relation til uddannelse og job.
Mentor og mentee mødes som udgangspunkt tre timer om måneden i tre måneder og tilpasser løbende tidsforbruget efter behov.

MÅLGRUPPEN AF UNGE

Målgruppen er udsatte job- eller uddannelsesparate unge mellem 15 og 30 år. Mange af dem har været på kontanthjælp i mere end et år. Det kan fx være unge med uafsluttede ungdomsuddannelser eller unge, der har brug for hjælp til at finde praktik eller læreplads. Derudover kan det være unge med psykiske og sociale udfordringer, herunder unge med mildere psykiske diagnoser. Det kan også være unge med anden etnisk baggrund end dansk, som grundet deres etnicitet, kultur og manglende dansksprogskundskaber og netværk har svært ved at finde vej ind i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet eller det kan være unge med en plettet straffeattest.

ERHVERVSMENTORERNE - HVEM ER DE?

Erhvervsmentorernes sammensætning skal videst mulig afspejle de unges ønsker og behov i forhold til at komme i beskæftigelse. Det er det faglige match mellem den unge og erhvervsmentoren, der vægtes højst. Hvis en ung ønsker at møde en mekaniker, så finder vi en mekaniker til ham. Hvis en ung ønsker en frisør, så finder vi en frisør til hende.

I mentorkorpset er 99% erhvervsaktive, og 90% af mentorerne er ledere. Det skaber en større effekt i et mentorforløb med den unge, da de typisk har et større netværk og stærkere branchekendskab, end det er tilfældet med studerende, ledige og pensionister. Dermed opnås konkrete resultater på kort tid. 

”Vi giver danskerne mulighed for at yde et frivilligt arbejde på vilkår, som hører til en travl hverdag. Og det er nok den væsentligste grund til, at vi på så kort tid har kunnet få mange virksomheder og erhvervsledere på banen,” siger Trine Bruun Mathiasen, projektkonsulent i Foreningen Nydansker.

Følgende er kendetegnende for erhvervslederne:
• De er frivillige og ulønnede.
• De kommer primært fra den private sektor.
• Deres primære mål er at gøre en forskel for de unge.
• De afsætter i gennemsnit 3 timer om måneden i 3 måneder til at hjælpe deres mentees.
• De er effektive formidlere af branchekendskab og netværk.

RESULTATER OG ERFARINGER

En intern undersøgelse viser at 71% af de unge, der matches med en erhvervsmentor, er kommet videre i job, praktik, uddannelse eller har fået en læreplads indenfor 4 måneder.

Mentorordningen har også stor effekt på lang sigt. En landsdækkende undersøgelse fra Als Research viser, at 81% af de unge kommer i en eller anden form for beskæftigelse inden for et år, og 68% er videre i en eller anden form for beskæftigelse minimum et år efter, de har afsluttet deres mentorforløb.

Læs mere i hæftet 'Mentorskab i praksis. Cases fra virksomheder og frivillige i mentornetværket Bryd unges ledighed NU!'

ER DU INTERESSERET I AT HØRE MERE OM MENTORINDSATSEN FOR UNGE?

'Bryd unges ledighed NU!' samarbejder med kommuner, boligsociale helhedsplaner og uddannelsesinstitutioner om at hjælpe eller fastholde unge i uddannelse eller arbejde. Hør mere om mulighederne for at etablere en mentorordning i jeres kommune, boligområde eller på jeres uddannelsesinstitution og om Foreningen Nydanskers andre mentorprojekter for unge ved at kontakte projektleder Cathrine Klokkedal eller Trine Bruun Mathiasen. 

Trine Bruun Mathiasen
Projektleder
Trine Bruun Mathiasen
E-mail:
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf.:
33 38 62 19
Cathrine Klokkedal
Projektleder
Cathrine Klokkedal
E-mail:
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Tlf.:
33 38 62 09

Downloads / Bryd unges ledighed NU

Hér er Bryd Unges Ledighed NU!