Europcar inviterer ledige unge ind

Torsdag formiddag den 28. September åbner Europcar på gammel kongevej i København dørene op for en gruppe af udsatte ledige unge for at give dem et unikt indblik i virksomheden. Målet er at inspirere de unge til de mange jobmuligheder, der eksisterer i en stor international virksomhed, og at uddannelsesvejen ikke behøver at være lang for at få et spændende job.

Europcar vil bryde med ungeledighed

Tal fra Danmarks Statistik viser, at omkring 50.000 danske unge mellem 16-29 år er ledige og på kontanthjælp (Danmarks Statistik, 2017). Derfor inviterer Europcar torsdag den 28. september en gruppe af udsatte ledige unge fra Brøndby og Roskilde på et unikt virksomhedsbesøg i København. Formålet med besøget er at inspirere de unge og hjælpe dem ud af ledigheden. Europcar vil gerne vise de unge, at der er brug for dem og at der er mange muligheder i en stor virksomhed. De unge vil under virksomhedsbesøget møde ansatte hos Europcar i forskellige jobfunktioner fra klargøring og værksted til salg og marketing. De ansatte vil fortælle om deres egen vej til jobbet i Europcar og forhåbentlig gøre de unges kommende uddannelses- og arbejdsvalg mere overskuelig.

Virksomheder skal tage socialt ansvar

Når Europcar åbner dørene for gruppen af ledige unge, handler det om at tage socialt ansvar som virksomhed og forsøge at mindske barrieren mellem erhvervsliv og udsatte unge. Europcar håber, at de ved at åbne virksomheden op og lade de unge møde Europcars ansatte i øjenhøjde, kan hjælpe de unge videre mod uddannelse eller job, så de unge ikke hænger fast i ledigheden. Alex Adler, Salgsdirektør i Europcar, fortæller:

”Der er mange muligheder hos Europcar og vi har talrige eksempler på medarbejdere, der har udviklet sig både fagligt og personligt - og i deres ansættelse arbejdet med forskellige opgaver i forskellige afdelinger. En udviklingskarriere i Europcar skaber naturligvis også fundament til at prøve kræfter med andre jobs i andre virksomheder om end vi gør meget for at holde på vores dygtige medarbejdere. Alt dette ønsker vi at formidle til de unge, for hvilke den gængse vej gennem uddannelsessystemet eller mødet med erhvervslivet har været præ- get af udfordringer. Det handler om at inspirere og motivere, samt indgyde dem selvtillid og tro på at der også er et job for dem derude,”

8 ud af 10 i job og uddannelse

Virksomhedsbesøget hos Europcar er et led under Foreningen Nydanskers mentorordning Bryd Unges Ledighed NU! Ordningen er siden pilotperioden i 2011 forankret i 20 kommuner og formidler frivillige lokale erhvervsmentorer til ledige danske og nydanske unge, som mangler netværk og branchekendskab.

En undersøgelse foretaget af Als Research viser, at 8 ud af 10 unge, som har deltaget i mentorordningen, er i job, lære eller uddannelse inden for et år, og desuden er 7 ud af 10 unge også i job, lære eller uddannelse minimum et år efter, deres mentorforløb er afsluttet.

Til sammenligning viser en OECD undersøgelse, at andelen af danske unge uden uddannelse eller job er steget fra 8,3 procent i 2005 til 12,4 procent i 2015.

Mentorordningen og virksomhedernes bidrag har altså en afgørende betydning for de unge, som står på kanten af arbejdsmarkedet. Trine Bruun Mathiasen, projektleder for den landsdækkende indsats, fortæller:

”Resultaterne er opsigtsvækkende, idet vores målgruppe af 15-30-årige unge typisk har gået ledige i længere perioder. Men det virker altså, når de møder en voksen, der giver sig tid til den unge og desuden har ressourcerne og netværket til at hjælpe den unge fra ledighed og ud på arbejdsmarkedet,”

Ud over ledighed kan de unge desuden kæmpe med andre sociale, psykiske eller personlige udfordringer, som gør det ekstra svært at etablere et erhvervsrettet netværk.

Tuborgfondet støtter udbredelsen af mentorordningen i et tre-årigt samarbejde og knap 700 frivillige erhvervsledere fra over 400 virksomheder bidrager til indsatsen ved at stille deres tid og kompetencer til rådighed for de unge.

Fakta om BRYD UNGES LEDIGHED NU!

  • Bryd Unges Ledighed NU! drives under Foreningen Nydansker
  • I 2011 startede ordningen som pilotprojekt i 3 nordsjællandske kommuner. I dag er initiativet blevet udbredt til 20 kommuner fordelt på Sjælland, Fyn og i Jylland.
  • Indtil nu er over 800 unge blevet henvist til mentorordningen
  • Mentorparret mødes minimum 3 timer om måneden i 3 måneder for at sparre om job, uddannelse og netværk
  • Mentorordningen egner sig specielt godt til uddannelsesparate og jobparate unge i alderen 15-30 år. De unge kan enten være på udkig efter en uddannelse, fritidsjob, læreplads/praktikplads eller fuldtidsjob.
  • Indsatsen har vakt stor interesse også fra lokale og landsdækkende virksomheder, som løbende har bidraget med frivillig mentorskab til de unge. I dag deltager over 400 virksomheder i indsatsen.
  • Bryd Unges Ledighed NU! er etableret i følgende kommuner: Aarhus, Brøndby, Brønderslev, Faaborg-Midtfyn, Favrskov, Fredericia, Furesø, Gribskov, Helsingør, Hillerød, Høje-Taastrup, Køge, Lejre, Ringsted, Roskilde, Rudersdal, Svendborg, Sønderborg, Taastrupgaard og Varde.
  • Læs mere på
    www.erhvervsmentor.dk

Tid og sted

Europcar, Gammel Kongevej 13, 1610 København V.
Torsdag d. 28. september kl. 10.00-12.30

Kontakt

Projektleder i Foreningen Nydansker:
Trine Bruun Mathiasen 33386219 / Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Marketingansvarlig i Europcar:
Didde Mau 33 55 99 55 / Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Der vil på dagen være mulighed for at interviewe deltagende unge og en repræsentant fra Europcar.

Tilmelding til nyhedsbrev

Cookies make it easier for us to provide you with our services. With the usage of our services you permit us to use cookies.