Frivillige erhvervsledere hjælper FGU-elever med en ny start

I 2020 arbejder Foreningen Nydansker sammen med FGU-skoler i Hovedstadsområdet om at matche 200 unge med frivillige erhvervsmentorer
Et stort antal danske unge står tilbage på perronen, når deres jævnaldrende starter uddannelse efter folkeskolen. Disse unge har siden august 2019 været samlet på Den forberedende grunduddannelse (FGU). For FGU-eleverne kan en frivillig erhvervsmentor være en stor hjælp og yde netop den individuelle støtte og sparring, som den enkelte unge har brug for.
”Mange unge har brug for at blive tændt på et fag. Flere har brug for at opleve fagligheden gennem et virkeligt menneske. En tømrer, der fungerer som erhvervsmentor, repræsenterer et fag og har en anden autenticitet, end en vejleder har. For at få unge videre på erhvervsuddannelserne og få flere til at gennemføre, har vi brug for at inddrage de virkelige arbejdspladser og fag, inden de unge starter, så vi giver de unge et levende mål med deres uddannelse,” siger Tina Jensen, rektor på FGU Nord, som glæder sig til at tilbyde erhvervsmentorer til eleverne.
ERHVERVSMENTORER BRINGER DE UNGE I JOB OG UDDANNELSE
Siden 2011 har frivillige erhvervsmentorer i Foreningen Nydanskers program ’Bryd Unges Ledighed’ samarbejdet med landets jobcentre, boligområder og uddannelsesvejledninger om at hjælpe 1000 unge i job. En ekstern evaluering viser, at 7 ud 10 af de unge er i beskæftigelse eller uddannelse ét år efter gennemført mentorforløb.
Foreningen Nydansker og de frivillige erhvervsledere ønsker nu at teste, hvordan erhvervsmentorordningen kan bruges i samarbejde med de nye FGU-skoler, som fremad-rettet skal hjælpe unge, der hverken er i job eller uddannelse.
Tuborgfondet, der har unges jobmuligheder som et prioriteret indsatsområde, har valgt at støtte det første test-år med 2. mio. kroner.
”Det er vigtigt, at vi som samfund hele tiden afsøger nye måder at engagere og inddrage unge på, ikke mindst dem der står uden for arbejdsmarkedet. ’Bryd Unges Ledighed’ er et fint projekt, der netop forsøger at finde nye metoder, og som samtidig skaber bro mellem erhvervslivet og unge ved hjælp af frivillige erhvervsmentorer fra alle brancher, der kan inspirere unge med deres praktiske erfaringer”, siger Peter Giacomello, sekretariatschef i Tuborgfondet.
200 UNGE I MENTORFORLØB I 2020
Det første år skal især bruges til at sikre, at erhvervsmentormodellen tilpasses behov og ønsker hos unge samt vilkårene på FGU-skolerne. Konkret vil midlerne fra Tuborgfondet i 2020 blive brugt til at etablere samarbejder med FGU-skoler i hovedstadsområdet og matche 200 unge FGU-elever med erhvervsmentorer fra ’Bryd Unges Ledighed’.
”Med støtten fra Tuborgfondet kan vi udvikle ’Bryd Unges Ledighed’ og blive klogere på, hvordan vores frivillige erhvervsmentorer kan bidrage til FGU og åbne døre for unge, som har svært ved at komme videre efter folkeskolen. Disse erfaringer vil gøre det muligt på sigt at tilbyde Bryd Unges Ledighed til FGU-skoler i hele landet.” fortæller Torben Møller-Hansen, der er direktør i Foreningen Nydansker og ansvarlig for ’Bryd Unges Ledighed’.
Læs mere om 'Bryd Unges Ledighed' her.
Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.