Fuld kraft på frivillige og samarbejder på trods af corona
Foreningen Nydansker har under coronanedlukningen fortsat vores arbejde hjemmefra, og er blevet positivt overraskede over, at vi har kunnet fortsætte alle vores indsatser og samarbejder fra hver vores hjemmekontor. Og vi er superimponerede over at alle vores frivillige har vist endnu større engagement end før – og 52 nye frivillige er kommet til.
Hvis ikke der var brug for Foreningen Nydansker til at hjælpe udsatte grupper tættere på det danske arbejdsmarked før Corona, er der i den grad brug for os nu. Med suspenderet beskæftigelsesindsats, aflyst sprogundervisning og et ledighedstal der er steget eksplosivt, bliver vi ikke arbejdsløse foreløbigt. Vores indsatser holder fortsat deres aktualitet, og vi fortsætter vores arbejde for at skabe mangfoldighed og værdi for den enkelte borger og på de danske arbejdspladser.
Samfundssindet er vækket
Derfor er vi dybt taknemmelige for, at vores frivillige har meldt sig på banen og været villige til at fortsætte eller opstarte mentorforløb under nedlukningen. Om det har været mentorer fra mentorforløb med nytilkomne borgere, flygtninge eller udsatte kvinder og unge, så er de gået til opgaven med stort engagement. Samtidig har vi kunnet mærke, at danskernes samfundssind er vækket, og vi har således fået 52 nye frivillige i nedlukningsperioden. Både nye og gamle mentorer har været omstillingsparate og klar til at køre mentorforløbene online, hvilket gjort det muligt for os at fortsætte vores arbejde på en forsvarlig måde. For at støtte dem i de nye metoder, har vi udarbejdet en guide til det online mentorforløb med tips og tricks til at afholde online møder. Guiden kan du finde her på både dansk og engelsk.
Vi har med stor succes afholdt mentorkurser online, og dermed klædt vores mentorer godt på til deres mentorforløbHer har vi kunne give gode råd og redskaber til dem hver især, og det har også været muligt at sparre med andre mentorer og drøfte forskellige oplevelser i mentorforløbene. Corona kan både påvirke de ydre omstændigheder som job og skole m.m., men store indgreb i hverdagen som dette, kan også sætte gang i svære følelser. Uvished, frustration og angst kan trænge sig på, og det har derfor - også nu - været vigtigt at tale med vores mentorer om de udfordringer som de kan møde, og give dem inputs til, hvordan de kan varetage opgaven.
Internationalt samarbejde på distancen
I vores internationale samarbejder, hvor vi holder os opdaterede på integrationsspørgsmål ved at udveksle viden og erfaringer med flere forskellige EU-lande har vi også været nødsaget til at afholde de aftalte møder online, og dermed haft mulighed for at vores fortsætte vores internationale indsatser på trods af corona. Igennem internationale netværk og programmer har vi mulighed for at udvikle, implementere og evaluere integrationsstrategier rundt om i verden, og dermed skabe dialog og læring på tværs af landegrænser. Vores internationale netværk og programmer kan du læse meget mere om her.
- Så vi er ved godt mod! Dog kan vi godt mærke trangen til at komme ud og snakke med jer alle, skabe dialog og starte spændende samarbejder op. Giv os endelig et kald, hvis I har lyst til at høre mere om nogle af vores indsatser eller har noget på hjerte, som vi skal drøfte.