IGU er første skridt mod drømmejobbet

Hos Lederne har de ansat en IGU-elev. Sara er flygtning fra Afghanistan, og gennem IGU-stillingen hos Lederne gør hun sig erfaringer med det danske arbejdsmarked, forbedrer sine danskkundskaber og får opkvalificerende voksenundervisning. Drømmen er at blive jurist.
Siden IGU-aftalen trådte i kraft den 1. juli 2016 er der blevet oprettet ca. 900 IGU-stillinger landet over. En af de flygtninge, som har haft glæde af ordningen, er Sara fra Afghanistan, som siden april har været IGU-elev hos Lederne inden for kontor og administration. IGU-forløbet har til formål at bringe flygtninge tættere på arbejdsmarkedet og spørger man Sara, er det netop dét, IGU’en kan:
”Det er en god mulighed for at få erfaringer på en dansk arbejdsplads og lære danskerne at kende. Jeg har ikke kun opgaver i én afdeling, men kommer rundt i organisationen, får mange erfaringer og møder forskellige kolleger.”
Hos Lederne er målet at Sara skal arbejde som personlig assistent, og derfor var det også vigtigt med et godt match mellem elev og virksomhed. Det fortæller Vibeke Skytte, direktør hos Lederne:
”Vi kunne med det samme se, at Sara matchede vores arbejdsplads godt. Hun er hurtigt kommet i gang og er allerede en værdifuld medarbejder for os. Vi håber, at vi til gengæld kan hjælpe Sarah på vej mod sin drøm om at blive jurist,”
Sara arbejder hos Lederne tre dage om ugen, og går på danskuddannelse 2 to dage om ugen.
Svært at finde rundt i reglerne
Hos Lederne voksede idéen om en IGU-elev ud af positive oplevelser med to syriske flygtninge, som kort efter at være startet i praktik blev ordinært ansat. Men selvom et IGU-forløb i udgangspunkt aftales direkte mellem virksomhed og elev, var støtte fra Frederiksberg Kommune afgørende for at komme i gang. Direktør hos Lederne, Vibeke Skytte, siger således om opstarten på IGU-forløbet:
”I starten var det lidt besværligt, men hjælpen fra til Frederiksberg Jobcenter gjorde det langt mere overskueligt.”
Selvom kontakten til Frederiksberg Kommune hjalp, var der stadig en række praktiske udfordringer, som skulle løses. Det fortæller Louise Kofoed Stampel, HR-konsulent i Lederne:
”Det har været vanskeligt at finde ud af, hvilken kontrakt Sara skulle have og hvilke regler, der gælder for hendes ansættelse. Men når nu vi har styr på det, bliver det langt nemmere, hvis vi skal have flere IGU-forløb i fremtiden.”
Som IGU-elev får Sara løn som elev, men betragtes i øvrigt som en ordinært ansat medarbejder.
Hjælp til undervisningsplan
I løbet af de to år, som IGU-forløbet varer, skal Sara modtage 20 ugers undervisning. Det kan både være danskundervisning, arbejdsmarkedsrettede kurser eller anden voksenuddannelse. Undervisningsplanen kan ændres løbende, men hos Lederne ser Vibeke Skytte det som en fordel, at der lægges en klar plan på forhånd, så det sikres, at IGU-forløbet har et klart mål og giver eleven kvalifikationer, som kan hjælpe hende videre.
”Sara skal selvfølgelig have sin danskundervisning. Men derudover vil vi gerne klæde hende på til opgaverne hos os med relevante AMU-kurser. Endelig vil vi også meget gerne hjælpe hende tættere på drømmen om at komme ind på jurastudiet ved fx at tage en 9. klasses eksamen og fortsætte med HF.”
Netop undervisningsplanerne har vist sig at være en udfordring for mange virksomheder, da de sjældent er velbevandrede i VEU-centre og AMU-kurser. Derfor valgte Lederne at kontakte Foreningen Nydansker for inspiration til, hvordan de bedst muligt kunne skrue en god uddannelsesplan sammen. Resultatet af samarbejdet blev et inspirationseksempel for IGU-forløb inden for kontor og administration, som nu er tilgængelig på Foreningen Nydanskers hjemmeside sammen med inspirationseksempler inden for en lang række andre brancher.
Sara har ikke ønsket at få sit efternavn i artiklen eller fremgå på billedet. Kvinderne på billedet er således ikke relateret til artiklens indhold.