Ny mentorindsats for 13-17-årige

En ny mentorindsats under navnet ’Erhvervsvenner’ skal styrke unges overgang til uddannelse og job. Faxe Kommune er som den første klar til at gøre brug af ordningen, der bliver varetaget af Foreningen Nydansker. Frivillige mentorer med overskud, engagement, stabilitet og en vis robusthed er nøglen til at skabe resultater.


Erhvervsvenner er et frivillig mentorprojekt for unge, uanset etnicitet, i 7.-10. klasse, samt unge, der befinder sig i overgangen fra grundskole til ungdomsuddannelse. Det er rettet mod unge, der har brug for ekstra støtte til at håndtere hverdagens udfordringer og som har brug for hjælp og afklaring på vejen til uddannelse. Mentorforløbet skal være med til at styrke de unge fagligt, socialt og personligt til at navigere mere sikkert igennem ungdomslivet.


”Vi vil udvikle og afprøve en mentorordning særligt for elever i folkeskolens sidste klasser, der af forskellige årsager ikke trives eller har svært ved at overskue skolen og møder udfordringer i overgangen til ungdomsuddannelser, som på længere sigt kan betyde en svag tilknytning til arbejdsmarkedet,”  
fortæller Foreningens Nydanskers direktør Torben Møller-Hansen.

Opbakning i overgangen til ungdomsuddannelse

’Erhvervsvenner’ er etableret i kølvandet på, at flere af foreningens samarbejdspartnere har efterspurgt mentorordninger, der henvender sig til yngre målgrupper. I kommunerne er man nemlig meget bevidst om, at der er grupper af unge, som har faglige, sociale, personlige eller familiemæssige udfordringer, som bringer dem i risiko for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse. Derfor har de brug for en positiv voksenkontakt for at blive fastholdt, lyder det i Faxe Kommune, hvor der er sat skub i de første mentorforløb:


”Der er helt klart et potentiale i at give disse unge en voksen sparringspartner. Vi tror på, at det kan hjælpe med at flytte dem i rigtig retning. I Faxe Kommune har vi i vores børne- og ungepolitik fokus på uddannelsesparathed og arbejder med metaforen ”Vi åbner døre”. Det stemmer rigtig godt overens med ’Erhvervsvenner’, som forhåbentligt kan hjælpe med til at gøre de unge helt klar til at fortsætte deres uddannelsesforløb,”
siger Erik Østerby, Centerchef ved Center for Børn og Undervisning i Faxe Kommune.

Mentorforløb med afsæt i den unges behov

Den unge og mentor mødes som udgangspunkt 4 timer om måneden i 9 til 12 måneder. Omdrejningspunktet for forløbet er den enkelte unges behov og de konkrete udfordringer, der er i spil. Fokus kan være rettet mod personlige udfordringer som fx mobning, ensomhed, problemer i hjemmet eller præstationsangst. Målet er at rydde de forhindringer af vejen, der skal til for at komme godt igennem grundskolens afsluttende år og påbegynde den rigtige ungdomsuddannelse.  

Mere information om Erhvervsvenner

Vil du vide mere om initiativet og eventuelt høre om mulighed for opstart af ’Erhvervsvenner’ i din kommune, er du velkommen til at kontakte projektleder Trine Bruun Mathiasen på telefon 3338 6219 eller via Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

 

Tilmelding til nyhedsbrev

Cookies make it easier for us to provide you with our services. With the usage of our services you permit us to use cookies.