Studiejob bringer flygtninge tættere på en karriere i Danmark

Foreningen Nydansker har med støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond hjulpet flygtninge, der læser på danske universiteter, i relevante studiejob. Resultatet for den enkelte flygtning er større selvtillid, bedre forståelse for det danske arbejdsmarked og de første relevante erfaringer på CV’et – hvilket stiller dem bedre i forhold til at skabe sig en karriere i Danmark. Også virksomhederne, der har ansat de studerende, oplever projektet som udbytterigt, da de får adgang til talentfulde og motiverede studerende, som de måske ikke ville have lagt mærke til i første omgang.

I alt har 13 studerende med flygtningebaggrund fået ansættelse som studentermedarbejdere i IBM, Novo Nordisk, L’Oreal Danmark eller Rambøll. Af de 13 har seks fået forlænget deres ansættelse ud over projektperioden. Projektet ’Studiejob for flygtninge’ er afviklet over to år fra sommeren 2018 til august i år, og Foreningen Nydansker har fungeret som brobygger, der har motiveret virksomhederne til at ansætte flygtninge i studiejob, har klædt både studerende og arbejdsplads på til forløbet og har ydet sparring og støtte undervejs i ansættelsen. Social Respons har udført evalueringen, der viser, at de studerende har fået stort udbytte af studiejobbet, og at det er en mulighed, som de vurderer ville have været uden for rækkevidde, havde det ikke været for ’Studiejob for flygtninge’:

“Now I can say that I’m in IBM on my own. No more with Foreningen Nydansker. But what they’ve done, they offered me this opportunity to have this position, and to now put my own effort to gain it, to stay there. But I don’t think if I was going to apply on my own that I was going to get in there. I don’t think so” fortæller en studerende, som er blevet forlænget i sin studenterstilling i IBM (citat fra evalueringen).

Ansættelse i relevante studiejob er ofte af stor betydning for at etablere en karriere i Danmark. For de flygtninge, som lykkes med at blive optaget på et dansk universitet, udgør dette en barriere. Erfaringer fra Foreningen Nydanskers mentorprogrammer er, at de studerende med flygtningebaggrund er dårligere stillet end danske studerende, når de efter endt uddannelse skal ud og søge job, som de søger ind på:

”Vi kan se, at de flygtninge, som læser på danske universiteter, er ressourcestærke og har stor motivation for at skabe sig en karriere. Men samtidig er de fortsat nye i Danmark, de mangler netværk og viden om det danske arbejdsmarked og kravene i deres specifikke branche. De er ikke forberedt på, at uddannelsen ikke er nok, men at fremtidige arbejdsgivere også forventer erhvervserfaring af nyuddannede kandidater. Derfor er vi rigtig stolte af, at vi har kunnet tilbyde dem reel erfaring og en anerkendt arbejdsplads på CV’et via samarbejdet med virksomhederne om ’Studiejob for flygtninge’”, fortæller Sofie Havn Jensen, seniorkonsulent i Foreningen Nydansker og projektleder for indsatsen. 

De medvirkende virksomheder er alle internationale arbejdspladser med en mangfoldig profil og en høj social ansvarlighed. Men det har været afgørende for indsatsen, at de studerende flygtninge skulle ansættes i reelle jobs, der var relevante for deres uddannelse. De studerende ansættes uden om normale rekrutteringsprocesser, men de ansættes på almindelige vilkår og får opgaver og ansvar på lige fod med andre studentermedarbejdere. Og netop dette fokus sikrer, at virksomhederne får et stort udbytte af projektet også fagligt.  

”Nu er der en af de studerende, der er blevet forlænget i tolv måneder og kan blive her, og det er jo en succes (…) Så man ligesom kan se, “Okay, det her det er en win-win”, og vi beholder dem faktisk, fordi de er rigtig dygtige” fortæller en medarbejder i en af de deltagende virksomheder i evalueringen. 

pdf Evalueringen af ’Studiejob for flygtninge’ udført af Social Respons kan læses her. (903 KB)

Læs også denne artikel om programmet, skrevet af CSR-chef i IBM, Sanne Urbak Rasmussen

Er din virksomhed interesseret i at ansætte en flygtning i studiejob, tilbyder Foreningen Nydansker at hjælpe jer med at finde den rigtige kandidat og iværksætte et godt forløb. Kontakt seniorkonsulent Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.for at høre mere.

Tilmelding til nyhedsbrev

Cookies make it easier for us to provide you with our services. With the usage of our services you permit us to use cookies.