Virksomheder åbner døre for højtuddannede flygtninge

Flere store danske virksomheder har inviteret medarbejdere til at bruge en del af arbejdstiden som frivillige mentorer for højtuddannede flygtninge. De indgår i et mentorprogram, der skal understøtte, at flere flygtninge får fodfæste på det danske arbejdsmarked. Den mulighed har blandt andet Gribskov Kommune grebet ved at henvise borgere til mentorforløb. Resultatet er, at flere af kommunens flygtninge er rykket fra ledighed til selvforsørgelse.
I Gribskov Kommune har de et overordnet mål om, at deres borgere skal i selvforsørgelse hurtigst muligt. Men fokus er også rettet mod at få dem bedst muligt i eskæftigelse:
”Vi vil gerne udnytte det potentiale, mange af vores flygtninge har. Den her type mentorordning, som kører i samarbejde med større danske virksomheder, åbner mulighed for, at flere kan komme i kompetencesvarende jobs. Og når beskæftigelsen er meningsfyldt for borgerne, så får vi dem heller ikke tilbage i systemet,” fortæller Charlotte Borggård Lønfeldt, beskæftigelsesrådgiver i Gribskov Kommune.
Virksomhedsforløb giver vigtigt netværk
De virksomhedsbaserede mentorprogrammer er drevet i et samarbejde mellem Foreningen Nydansker og store danske virksomheder som IBM, Novo Nordisk, Roche, DTU og Bayer. De medarbejdere, der melder sig til mentorprogrammet, har lov til at bruge deres arbejdstid til det frivillige arbejde, og virksomhederne stiller faciliteter til rådighed til møder mellem mentee og mentor.
Udgangspunktet i mentorprogrammerne er, at mentor og mentee mødes 1-2 gange om måneden i 6 måneder. En vigtig del af konceptet er, at der bliver etableret forløb, hvor mentorer og mentees har den samme professionelle baggrund. Dermed får flygtningene branchespecifikke råd og støtte i deres søgen efter job i Danmark. Men måske vigtigst af alt: netværk.
”At mentorforløbene er rodfæstet hos virksomheder giver adgang til et netværk. Som kommune beder vi borgerne om at søge arbejde, men mange har jo ikke det nødvendige netværk. At fagligheden bliver respekteret, og at de møder en fagfælle, er også en vigtig motivationsfaktor. Jeg har set, at borgerne har påtaget sig de her opgaver med CV og jobansøgning på en helt anden måde,” siger Charlotte Lønfeldt og tilføjer:
”Det kan være svært at sige, om det alene skyldes forløbet her, men alle der har været en del af mentorprogrammet, er selvforsørgende nu.”
En mulig vej til beskæftigelse
På tværs af deltagende kommuner og virksomhedsprogrammer kan følgende resultater af de seks måneder lange mentorforløb aflæses: 65 procent af borgerne er gået fra ledighed til job, uddannelse eller praktik.
Herudover er følgende mål opnået blandt mentees:
- Afklaring af muligheder på arbejdsmarkedet
- Større professionelt netværk
- Bedre forberedt til jobsamtaler
- Øget viden om dansk arbejdspladskultur
- Fokus og optimisme
Et supplement til kommunes indsatser
I Gribskov Kommune ser de brugen af mentorordningen som et godt supplement til den øvrige beskæftigelsesindsats.
”Vi kan ikke være så specifikke på hver borger, det ville blive for dyrt. Programmet her giver mulighed for målrettede match. Det betyder, at de bliver mere motiverede og selvkørende. Jeg synes lige pludselig samtaler har været nemmere. Jeg får følelsen af, at der er mere flow i deres sag,” fortæller Charlotte Lønfeldt.
VIL DU VIDE MERE?
- Hør mere om erfaringer med det virksomhedsbaserede mentorprogram i videoklippet her: www.vimeo.com/243131743
- Læs en historie fra flygtningeprogrammet her: www.bit.ly/2TqDfG1
- Mød et mentor-menteepar i videoklippet her: www.vimeo.com/248289387
- Læs mere om de virksomhedsbaserede mentorprogrammer i guiden: ’Mentoring Program for highly skilled Refugees’
- Siden opstart har 34 forskellige kommuner henvist borgere til indsatsen
"Da jeg tog min mentee med til min
arbejdsplads, var mine kollegaer meget
interesserede og engagerede. På den
måde er det ikke alene mig som mentor,
der kan være med til at gøre en forskel.
Mentee får adgang til et større netværk,
som kan komme ham til gavn.”
– Mentor hos Novo Nordisk